17 kvinder fra 7 forskellige lande og uden job. Dét er de kvinder, som Razan Haugaard har taget under sine vinger. Razan er projektleder på ”Kvinder i job”, og i 6 uger underviser hun kvinderne i dansk kultur, og hun er mentor for dem i deres personlige udvikling. Målet er, at de bliver rustet og motiveret til at turde gå efter et job i Danmark.
Vi møder Razan i et af mødelokalerne hos DFD i Skovlunde. Lokalet er tomt, men hvide arbejdskitler, opslåede mapper og navneskilte vidner om, hvad lokalet er blevet brugt til tidligere på dagen. Den usikre tavshed og skraben med stoleben, da kvinderne i morges fandt deres plads, synes allerede langt væk. I luften hænger stadig afstumpede samtaler fra kvinderne, der sidst på dagen begyndte at få mod til at udveksle historier, drømme og meninger.
Forløbet er det tredje af sin slags, og siden starten har det været et samarbejde mellem DFD, Frederiksberg Kommune og Fonden For Socialt Ansvar.
”Vi tre i fællesskab prøver at hjælpe kvinderne mod selvforsørgelse. Kommunens opgave er, at de sender kvinderne vores vej. Det er de kvinder, der er klar til en forandring. DFD lægger hus til, og kvinderne får lov at spise sammen med medarbejderne og går i uniformer. Derudover har vi fået lovet tre praktikpladser med henblik på job, hvis kvinderne har de rigtige kompetencer og en rigtig profil til at blive fastansat,” forklarer Razan smilende.
Mange af kvinderne taler lidt eller slet ingen dansk. Razan prøver alligevel at holde undervisningen kun på dansk.
Undervisningens fokus i projekt “kvinder i job” er delt i to områder:
”Første område er personlige kompetencer. Vi hjælper dem med at få bedre selvværd og selvsikkerhed. Forstå deres krop og sind. Forstå den danske kultur, dansk opdragelse og ikke mindst forstå deres teenagere,” uddyber Razan.
Det andet område i undervisningen er arbejdsmarkedsforståelse og -kultur.
Her lærer de hvorfor, det er vigtigt at være en god kollega ved f.eks. at man spiser frokost sammen med sine kollegaer, at man kommer til julefrokosten og andre sociale arrangementer.
”Hvordan man kan bidrage til arbejdspladsen og tilbyde sin hjælp til andre kollegaer? Hvordan man kan være en god kollega, medarbejder og medborger i det hele taget?” spørger Razan retorisk.
Kvinderne vil gerne have en ny begyndelse, men for at dette kan lykkes, lærer de også om ligestilling i hjemmet. Hvis det skal være muligt for dem at have et job, skal de også lære at dele de huslige opgaver med både mand og børn.
”De lærer om ligestilling i hjemmet og på arbejdsmarkedet. Alt det som danske kvinder tager for givet, fordi de er vokset op med kulturen,” tilføjer Razan.
Det var i 2011, hvor mange indvandrere og flygtninge var kommet til Danmark og ordene ”integration” og ”indvandring” var på alles læber. Razan er kurder, hendes mand er dansk. En dag kom Razans søn hjem og spurgte; ”mor, er jeg halvperker?”
”Så tænkte jeg, at der var noget galt med samfundet. Jeg har ikke opdraget mine børn til at føle sig anderledes. Jeg tænkte, jeg måtte gøre noget for samfundet og for bedre integration,” forklarer Razan.
Men hvor skulle hun starte? Da hun var ung arbejdede hun som tolk for politiet under sin uddannelse. Nu begyndte hun at arbejde hos politiet igen, men denne gang som tolk ved modtagelse og hjemsendelse af flygtninge. De, der fik opholdstilladelse, flyttede ud til forskellige kommuner, og sagde, at de gerne ville arbejde med Razan, der havde været så forstående og hjertevarm overfor deres situation, da de lige var ankommet.
Razan blev derfor headhuntet til både Integro, der arbejder med integration og senere Quick Care, der også arbejder med integration, hvor Razan fik mulighed for at fokusere på især kvinder.
Til sidst så hun en stilling som projektleder hos Bydelsmødre, som er en indsats inden for Fonden for Socialt Ansvar.
Tidligere i år modtog Bydelsmødre Kronprinsparrets sociale pris. Organisationen er bygget op som et system af bydelsmødre, der støtter kvinder, der er vanskelige at nå ud til for kommunerne på grund af sproglige og kulturelle barrierer. Den enkelte bydelsmor lytter og bygger bro mellem kvinderne i lokalområdet og de danske institutioner, som f.eks. børnenes folkeskole eller lægen.
Razan er kurder og kommer fra Irak. Hun blev gift som 13-årig og blev mor som 14-årig.
”Jeg fik ikke muligheden for at få en uddannelse i mit land. Lige pludselig gik jeg fra at være barn til kvinde. Jeg kom til Danmark, og så kunne jeg se mange danske, stærke kvinder, som jeg brugte som mine rollemodeller. Jeg ville også gøre det samme som dem; have et job og en uddannelse og stadig kunne være en mor og en god hustru,” fortæller hun.
Razan kom til Danmark i 1990, under krigen i Irak, sammen med sin eksmand og sine to børn på henholdsvis 2 år og 6 måneder.
”I vores land var der dengang ikke mulighed for at læse videre, når man bliver gift og gravid. Der var ikke nogen børnehave, så der var ingen til at passe børnene udover moren. I Danmark blev jeg en bedre forældre, en bedre rollemodel for mine børn. Hvis jeg viser mine børn, at jeg klarer mig og er en stærk selvstændig kvinde med et godt job og en god uddannelse, så ser de op til mig. Udover det kan jeg bidrage og give dem et bedre liv, både økonomisk men også fagligt kan jeg hjælpe dem i skolen,” siger hun.
Razan var 17 år, da hun kom til Danmark, hvor hun startede på sprogskole og enkeltfag på HF.
” Jeg købte min første avis efter en uge i Danmark, og så købte jeg en ordbog og oversatte hvert et ord. Selv ”en” og ”et” oversatte jeg. Jeg kunne intet!” siger hun.
I Irak havde hun haft en drøm om at gå på designlinjen, men da hun blev gift sommeren før hun skulle starte i gymnasiet, blev den drøm slukket. I Danmark fik hun muligheden for at udleve sin drøm.
Hendes sagsbehandler fra kommunen opfordrede hende til at tage en uddannelse og introducerede hende til en 2-årig grafisk designuddannelse. Razan var på SU, havde to børn, og hun var lige gået fra sin eksmand. Det var en stor omvæltning, men Razans sagsbehandler støttede hende og guidede hende i at videreuddanne sig efter, hun var færdig med den grafiske designuddannelse. På samme måde som Razan i dag guider og vejleder kvinder, der gerne vil integrere sig i det danske samfund.
”Jeg søgte ind på IT Universitetet, og jeg kan huske, da jeg fik et brev fra dem med svar på, om jeg var kommet ind eller ej. Jeg så brevet, lagde det på bordet og løb en tur på 10 km. Da jeg kom tilbage og åbnede brevet, stod der, at jeg var kommet ind på IT universitetet. Jeg tudbrølede. Jeg vidste, at nu havde jeg chancen,” fortæller hun.
Razan blev færdiguddannet og troede, at dørene nu ville åbne sig for hende, men der var ingen virksomheder, der ville ansætte hende, når de så hendes, dengang, irakiske efternavn. Hun sendte 300 ansøgninger, og nogle af virksomhederne åbnede ikke engang hendes ansøgning.
Razans egen historie og kampe er med til at gøre hende forstående overfor kvindernes egne situationer og udfordringer. Kvinderne kan spejle sig i hende, og det, som hun siger i undervisningen, har en anden dybde, fordi hun har oplevet på egen krop, hvordan det er at tilpasse sig en ny kultur.
Det sociale ansvar, som DFD tager, bidrager også til samfundet. Se, hvad det konkret betyder, i nedenstående video.
Et af målene med “kvinder i job” er at give kvinderne mod til at prøve noget nyt og mod til at turde vise, hvad de kan.
Razan fortæller sine egne historier til kvinderne, som hun underviser. En af historierne handler om, da hun som færdiguddannet ikke kunne få et job. Hun havde dog en nabo, der havde et webbureau og skaffede hende en jobsamtale i webafdelingen som receptionist. Selvom det ikke var, hvad hun ville, vidste hun, at det var en mulighed for en dag at kunne få lov at lave, det hun brændte for.
Den indgangsvinkel lærer hun også kvinderne; at det første job ikke nødvendigvis er det sidste job.
”Jeg håbede og troede på, at jeg på et tidspunkt ville have muligheden for at vise, hvad jeg kunne. Det fik jeg! De fik masser af ordrer en uge, og en kunde ville gerne have en hjemmeside hurtigt. Alle medarbejderne var optagede. Designchefen kom over til mig og spurgte, om jeg ville tage opgaven, da han vidste, jeg havde en designbaggrund.”
Razan fortsætter:
”Jeg kan love jer, jeg sov ikke hele natten. Dagen efter var hjemmesiden færdig. Kunden kom med blomster, og var meget tilfreds. De syntes, det var superflot, og at jeg ramte plet med farver og logo.”
Ugen efter blev hun indkaldt til møde, hvor han spurgte, om hun kendte en receptionist. Han ville nemlig gerne have, at hun flyttede over til designafdelingen.
Det var en succesoplevelse! Og på samme måde vil Razan opfordre kvinderne til, på samme vis, at bruge deres netværk og turde vise, hvad de kan.
”Den første undervisningsdag, siger jeg altid Pippi Langstrømpe-replikken ”Jeg har aldrig prøvet det, så jeg er sikkert god til det”. Bare det, at de siger ja til at møde op er en kæmpe succes. Jeg prøver at få dem til selv at få øje på deres forandring. Sidste gang, hvor du stod og præsenterede dig selv, var hele dit kropssprog helt lukket, se hvordan din holdning og udstråling er nu,” refererer hun.
”Vi har en rigtig flot succesrate. Når vi har kvinderne i 6 ugers og 13 ugers praktik, så tænder vi en ild i deres sjæl. Vi gør dem så selvsikre og selvstændige, at de bagefter bare kører derud af. Du kan ikke stoppe dem, for vi har startet noget i dem. Håb og tro, men også selvværd og selvsikkerhed,” siger Razan.
Mange af kvinderne kan mange ting på trods af ingen eller begrænset uddannelse. De er flygtet fra bål og brand for at få tryghed. De har masser af kompetencer, men problemet for dem er ofte at tro på sig selv og få forankret de kompetencer i specifikke jobs i Danmark.
”Vi laver et rum, hvor de kan være sårbare uden, at de bliver skrøbelige. Sårbarhed er også godt. Vi er alle sammen i samme båd. Vi er alle sammen sårbare og stærke. Vi græder. Vi griner. Vi hjælper hinanden. Vi snakker meget om kultur og kvindens rolle i forskellige kulturer. Jeg bruger altid mig selv. Da jeg var en pige har jeg altid fået at vide, at mine brødre var bedre end mig. De kunne det hele, og mine brødre og far var der for at beskytte mig. Jeg blev gjort til et offer eller en byrde. Jeg blev gjort skrøbelig.”
Razan fortæller levende videre:
”Men jeg kunne slås med min bror, jeg kunne bruge psykisk og fysisk styrke. Jeg var meget stærkere end ham, men han blev hele tiden fremhævet til at blive bedre end mig, fordi han har et andet køn. Jeg bruger hele tiden mig selv som eksempel. Min egen kamp for min frigørelse. Jeg fortæller gennem den”.
Razan har haft mange traumer i sit liv. En måde at bearbejde dem på er bl.a. via “kvinder i job” og ved at hjælpe andre kvinder og give dem de råd og den vejledning, hun selv manglede, da hun kom til Danmark uden netværk, job eller uddannelse.
I medierne er indvandrerkvinder ofte blevet talt om som en byrde for samfundet. Razan ønsker med “kvinder i job” netop at vise, at overskrifterne i nyhederne ikke passer.
”Vi er på rette vej. Mange virksomheder begynder at åbne døre og give det en chance. Sådan nogle som DFD har bare været på fronten. Det gør, at andre virksomheder ser på DFD og tænker “hvis I kan, så kan vi også”. DFD består af en kæmpe mangfoldighed og viser udadtil, hvor meget positivt den mangfoldighed påvirker virksomheden,” forklarer Razan.
Kvinderne spiser også frokost i DFD’s kantine, og ad den vej oplever de også det at være medarbejder på nært hold. Efter 6 uger med undervisning kommer de i 13 ugers praktik, hvoraf dem, som er interesserede, kommer i praktik hos DFD.
Razan uddyber samarbejdet med DFD:
”Samarbejdet med DFD gør, at vi har en virksomhed, der tør at tage ansvar og tør sige; “vi tager hele pakken”. De er med til at rekruttere kvinderne, udvikle kvinderne og ser på kvinderne som ressourcer i stedet for en god sags tjeneste. Vi mangler flere virksomheder som DFD, der tør tage ansvar for samfundet og dets medborgere.”
Kvinderne fra de forrige forløb er stadig i kontakt med Razan, og hun stråler af stolthed, når hun fortæller, hvor langt mange af dem er kommet.
Razan hjælper dem uden at forvente noget tilbage, udover at lytte og tage hvad de lærer i forløbet med videre.
”Jeg forventer ikke at få noget tilbage. Jeg føler, at det bare er min pligt. Alle de her gode ting, jeg har fået af Danmark gør, at jeg har lyst til at give samfundet noget tilbage. Når jeg gør nogle kvinder arbejdsdygtige og giver dem selvværd og selvtillid til at være en del af det danske samfund, så har jeg gjort det, jeg skal gøre som medborger i Danmark.”
Razan sætter store mål for sig selv og for ‘Kvinder i job’. Lige nu er Frederiksberg Kommune med i samarbejdet, men i fremtiden håber Razan, at flere kommuner byder ind på projektet for derigennem at bryde diskursen og statistikkerne om indvandrerkvinder.
Om Kvinder i job
Projektet er bygget op om 6 ugers undervisning, hvor hovedfokus er at styrke kvindernes personlige fundament. Herunder introduktion til det danske arbejdsmarked
Herefter begynder kvinderne i 13 ugers praktik, hvoraf nogle af kvinderne kommer i praktik hos DFD.
Forløbet er for kvinder med anden etnisk baggrund end dansk, der har meget lidt eller ingen arbejdserfaring.
“Kvinder i job” er det første projekt i Fonden for Sociale Investeringer
