De veganske slagtere i kødbyen

Et portræt af Emil Andersen

Der ligger en vis ironi i, at der i Kødbyen, hvor landets kødgrossister holder til, ligger en ny start-up virksomhed, hvis logo er en gulerod. Op ad den industrielle trappe og bag en metaldør holder Planteslagterne nemlig til. På kontoret kan man let forestille sig, hvordan kæderne i loftet engang har haft kroge, hvorpå svin er blevet transporteret hen til den store slagterkniv.

I dag er kæderne og placeringen blot en del af charmen, og så er de måske også med til at fortælle historien om en virksomhed, der provokerer den sort/hvide forestilling om kødspisere i den ene lejr og veganere i den anden.

Planteslagterne brænder for at lave alternativer til kød, der ikke bare skal spises for den gode samvittigheds skyld, men fordi det simpelthen smager for godt til at lade være.

CEO er Emil Andersen, han er 33 år og kommer fra Odense. Den nuværende placering i Kødbyen oser af autenticitet og start-up-knokleri i det lille, men hyggelige lokale, hvor pladsen er trang, men ikke desto mindre rummer store drømme.

Fra Odense til Singapore

Emil gik på Handelsgymnasiet i Odense, da han var ung, og han fortæller:

”Jeg tænkte, jeg skulle være den store businessmand i mit voksne liv. Jeg endte så med at blive rigtig træt af at gå på gymnasiet og syntes, det var noget værre lort til sidst, selvom jeg tog mig sammen og fuldendte. Jeg gad heller ikke rigtig gå på universitetet, så jeg søgte ind som trainee hos Mærsk.”

I forbindelse med trainee-forløbet tog han en uddannelse i økonomi. Selvom han havde svoret ikke at starte på universitetet, holdt han ved, da han hurtigt indså, at det, han lærte på universitetet, var brugbart i praksis som trainee.

Efter trainee-forløbet blev han ansat hos Mærsk, hvilket indebar en del rejser. Han blev udstationeret i Singapore, hvor flyrejser og store middage blev hverdag.

Livsstilens skyggesider

Efter de tre år bankede en nagende samvittighed på døren. Emil forklarer hvilke tanker, livet i Singapore havde sat i gang:

 ”Jeg dækkede hele Asien i forbindelse med mit arbejde. Jeg fløj rundt i Asien mindst en gang om måneden. Jeg fløj rundt på ferier, og jeg fløj hjem til Danmark mindst en gang hvert halve år. Jeg gik på restaurant og spiste store bøffer. Når jeg landede på en eller anden drømme-ø på Filippinerne og nogle af filippinerne smed med skrald på stranden, sagde jeg ”hey saml lige det der op”. I sidste ende måtte jeg se mig selv i øjnene og sige, “du kan ikke pege på nogle, der ikke har en losseplads eller nogen måde, de kan smide deres skrald ud på og så selv flyve verden rundt og tro, at du er en stor kanon, der lever bæredygtigt.”

Efter livet i Singapore nåede Emil at snuse lidt til start-up-livet, da han kom i Mærsks eget start-up i Danmark (uden for Mærsk-regi), men som Mærsk desværre valgte at lukke. Da han så endte i Mærsks investeringsarm, hvor de investerer i start-ups, blev det tydeligt for ham, at efter 10 års tro tjeneste, var det tid til at prøve egne kræfter af som selvstændig.

En ny start med et nyt hold

Emil talte med venner og bekendte om forskellige problemer og idéer. Han begyndte at tale med vennen Henrik Christensen om at lave noget plantebaseret.

”Det er langt over halvdelen af danskerne, der udtrykker et ønske om at skære ned på deres kødforbrug, men der er kun en lille andel af dem, som rent faktisk gør det. Der kan være mange årsager til dette, men det, vi selv oplevede, var især tidselementet, og hvor svært det var at ramme noget med en god smag, tekstur og mæthedsfølelse,” beretter Emil.

Henrik har en marketingbaggrund og solgte veganske convenience-produkter til detail før, han kom med på holdet. Han kendte derfor markedet og alle detailkæderne på forhånd.

Nu manglede de én, der rent faktisk kunne komme på nogle  velsmagende produkter.

”Så mødte vi Emil W. Götze. Emil er opvokset vegetarisk, af en vegetarisk mor, og han har arbejdet i catering i 5 år og haft ansvar for opskriftsudvikling til veganere og vegetarer. Han er autodidakt kok og har lært meget omkring velsmagende vegetarisk. Da vi en dag i august sidder og smager på noget af det, Emil har lavet, så sagde vi “lad os gøre det”. Vi gav hinanden high-fives, drak en masse øl og har siden ikke set os tilbage,” fortæller Emil med et smil.

Holdet var nu fuldendt og planteslagterne blev stiftet i august 2018.

Vejen mod succes

Fra dag et var det benhårdt arbejde.

”Vi startede med at producere nogle vareprøver, og så tog vi dem med ud og prøvede at sparke døre ind hos restauranter og kantiner,” forklarer Emil.

Oprindeligt var planen at åbne en kontroversiel slagterforretning, der skulle sælge deres plantebøffer og plantefars og give samme fornemmelse, som når man tager til den konventionelle slagter eller fiskehandler for at købe en lækker laksefilet eller en mør bøf. De så dog et hul i markedet, der ikke kun gjaldt om at sælge til almindelige mennesker, men også professionelle køkkener.

Emil uddyber:

”Hvis man er vant til at lave en kødbaseret, nem og sund ret, smider man en kyllingefilet på panden, steger nogle grøntsager og koger nogle ris. 20 minutter senere har man retten klar. Hvis man derimod skal lave noget plantebaseret, så skal man finde nogle opskrifter, som man ikke er vant til, lægge bønner i blød i 10 timer osv. osv. Det er svært og tager pisse lang tid. Krydderier, man ikke normalt har på sin krydderihylde, og når man så endelig får lortet sat sammen og smidt på panden, så falder det fra hinanden med det samme. Den udfordring, som man selv har hjemme i køkkenet, må de professionelle køkkener også have. Burgerbarerne, restauranterne og catering. Vi sagde; “kan vi lave nogle produkter til de her kunder, hvor vores service kan gøre det lettere for dem at servicere deres egne kunder?”

Det kunne de. I starten lejede de sig ind hos cateringkøkkener og stod alle tre og snittede, hakkede og formede. Nu er produktionen flyttet ud til produktionspartnere, mens produktudviklingen stadig sker i privaten hjemme hos Emil Götze. Udover at sælge til kantiner og restauranter kan du nu også finde produkter fra planteslagterne i detailkæder.

Selvom de bliver ved med at produktudvikle og sparre med andre innovationspartnere, holder de sig op ad deres stærke DNA.

”Vi vil ikke lave køderstatninger eller kødimitationer, men derimod alternativer. Vi mener, der er den forskel, at smagsprofilen ikke forsøger at efterligne kødet. Vi prøver dog at sende vores kunder i nogle retninger ift. nogle retter, de allerede kender. Det gør vi ved det visuelle; måden farsen er formet på m.m. Vi prøver at gøre det mere ærligt. Du kender allerede grøntsagerne fra supermarkedshylderne, men vi sætter dem sammen på nye måder,” forklarer Emil.

Store visioner

Om Planteslagternes tidlige succes, mener Emil, at det, udover hårdt arbejde, især skyldes én ting:

”Timingen er rigtig. 2019 var året, hvor alle fik øjnene op for, at det ikke bare er snak, at kødproduktionen har et CO2-aftryk, der sparker røv. Selv den mest tvivlende ved godt nu, at vi skal gøre noget ift. vores kødforbrug, hvis den her verden skal stå til vores børnebørn.”

Som virksomhed vil de fortsætte med at gøre verden til et bedre sted gennem god smag. Fokus er på madglæde frem for at pege på den dårlige samvittighed.

”De skal blive overbevist gennem smagen og ikke skyldfølelsen. Hvis man spiser noget, man godt kan lide, fokuserer man ikke på, om det er kød eller ej. Første gang man spiser vores rødbedebøf, er det måske et bevidst valg at gøre noget godt, men anden gang er det fordi, det bare smager godt.”

De tre drenge er vidt forskellige, hvilket kan give diskussioner, men det er netop i forskellighederne, at holdet står stærkt.

”Hvis det havde været 3 kopier af mig selv, ville vi slet ikke være kommet til der, hvor vi er i dag, så vi sætter pris på vores forskelligheder. Vores forskelligheder er med til at give de beslutninger, vi tager, og de ting, vi gør noget nuance,” fortæller Emil.

Man kan tydeligt mærke passionen i Emils stemme; det her er noget, han brænder for.

”Min businessmanddrøm er gået lidt i opfyldelse. Det perfekte mix af at arbejde for at gøre verden et grønnere sted, bygge en forretning og lave noget, jeg brænder pisse meget for, sammen med nogle mennesker, jeg elsker. Jeg har ikke nogen penge, men man finder også ud af, at penge er det mindste i alt det her,” griner Emil.

Emils barndomsdrøm er gået i opfyldelse og de kærlige kommentarer på de sociale medier og i virkeligheden fra deres kunder er den benzin, som holder dem kørende og fortsat giver dem troen på, at de virkelig har fat i noget.

Om Planteslagterne

Planteslagterne startede i august 2018.

De har opnået enormt stor efterspørgsel fra både virksomheder og privatpersoner, og de leverer bl.a. plantebøffer til burgerkæden Sliders.

Forbrugerne kan købe Dild-dellen, Rødbedebøffen og Belugabollerne i Irma-supermarkeder rundt i landet.

Produkterne er veganske og økologiske.

Følg Planteslagterne på Instagram her, og hold øje med spændende og nye initiativer.