Design uden grænser

Et portræt af Stina Resting

Designeren Stina Resting tænker i billeder. Både levende og stillestående. Hun puster liv i udtjente tekstiler, og udfordrer vores gængse forestilling om både materialevalg og teknik. En top bliver til af cykelslanger og tre hvide T-shirts kan asymmetrisk syes sammen til en drøm af en sommerkjole. I sit værksted arbejder hun eksperimenterende og undersøgende. Her er plads til både millimeterpræcision og skæve idéer.

Stina Resting og hendes værksted befinder sig lige nu i lidt af en tidslomme. Hun bor i et kunstnerrefugium. Et levn fra 1700-tallet ude på landet i Faxe sammen med sin kæreste. Indhyllet af gårdens gule mure, stråtag og gamle glasruder, der får lysets tråde til at danse i stuerne og værkstedets vægge. Som hun står i døråbningen med sine brune Bambiøjne, er hun en så naturlig del af sceneriet, som havde hun boet her altid. Sådan er Stina. Hun falder hurtigt til i nye rammer, både fordi hun er villig til at lade sig selv blive påvirket af dem, men i den grad også fordi, hun tager friheden til at sprænge dem.

Spice Girls og mormors symaskine

Stina Resting har siden folkeskolen drømt om at blive designer. Hun besøgte ofte sin mormor, som havde sit eget syværksted. Hun startede med at sy barbietøj, men da hun blev teenager, begyndte hun at sy tøj til sig selv. Hun gik i genbrugsforretninger og købte tøj, som hun sprættede op og syede sammen på nye måder. Gentagelsen af dette gjorde, at hun begyndte at forstå, hvordan de enkelte dele af tøjet hang sammen.

”Jeg syede altid et eller andet i sidste øjeblik på vej ud af døren til en eller anden gymnasiefest. Der skulle lige laves et eller andet skrud, som jeg altid følte mig utrolig laber i. Jeg er ikke sikker på, hvorvidt det var sådan, men det var sådan det føltes,” siger hun grinende.

Musik spillede en stor rolle, og Stina havde også, som så mange andre unge piger, en favorit blandt Spice Girls.

”Der var en uskolet umiddelbarhed omkring Ginger Spice, som jeg måske bare var draget af dengang. Jeg tror, at det var fordi, hun var udadvendt og ekspressiv og farverig. Feminist og snappy. Det vidste man ikke, hvad var dengang. Men girlpower det tror jeg alle fik noget af i den generation”.

Som hun modnedes, kom hun væk fra popgruppen og blev draget af den islandske musiker Björk.

”Björk spillede en stor rolle for mig tidligt. En ekspressivitet og et eksperimenterende udtryk. Det er det univers, jeg er blevet i, og som jeg stadig inspireres af.”

På gymnasiet åbnede verden sig igen for Stina Resting, der ellers før var så sikker på at gå designvejen. Hun blev nysgerrig på kunsthistorie og filmvidenskab og endte med at søge ind på Københavns Universitet med filmvidenskab som første prioritet.

En visuel linje

”Jeg fik læst min bachelor, og jeg kunne godt mærke, at der var et eller andet, jeg savnede. Jeg kunne ikke rigtig se, hvad det var, jeg skulle arbejde med. Jeg tror, jeg tænkte, at det skulle være noget med hænderne. Noget med foreningen mellem hoved og hånd. Jeg har altid været videbegærlig. Jeg ville forstå, hvordan tingene hænger sammen,” forklarer hun.

Stina Resting søgte nu som 23-årig ind på Danmarks Designskole (KADK), og hun kom ind i første hug. Under designuddannelsen var hendes kompetencer fra filmuniverset ikke spildt. Det visuelle omkring det håndværksmæssige har fulgt hende lige siden.

”I vores tidsalder, hvor alt er lidt hurtigt, og folk kan blive lidt mætte, så kan en film holde et momentum og et nærvær i længere tid,” konstaterer hun.

”På instagram er man vant til den der finger, der bare scroller,” siger hun, og laver den karakteristiske bevægelse af tommelfingeren, der udtryksløst kører forbi billedestrømmen i ét væk, uden at ænse detaljerne.

”Man spiser billeder hurtigt i dag. Hvis man gerne vil skabe noget for eftertiden og invitere modtageren ind i ens univers, så har en film en ret lang levetid. Så på den måde, er der en bæredygtighed i det visuelle i fortællingen med film”.

Stina Resting er i dag underviser på både Designskolen (KADK) og diverse kunst- og designskoler rundt om i landet. Som underviser forsøger Stina også at lære sine elever, at de skal tænke udover stillestående billeder.

”Sløjfen er først rigtigt blevet bundet nu her de sidste par år, hvor jeg har undervist i modefilm på Designskolen tre år i træk. Det er mine to verdener, der mødes. Det giver så god mening. Der er mange studerende, der kun tænker i stills og tøj er jo organisk, tredimensionelt, og det kan bevæge sig. Der er så meget, du kan skabe med en fortælling, hvor du kan arbejde med tid, bevægelse og skala. Personligt er jeg meget draget af det,” siger Stina begejstret.

Upcycling som mulighed fremfor ansvar

I dag kan mange se upcycling som et nødvendigt og tungt ansvar for at gøre noget ved den forurenende tekstilbranche, men upcycling er også en mulighed for at give sig selv et kreativt benspænd.

 ”Jeg tror, for mit vedkommende, at det har startet med at være teenager, sidde på mit værelse med min egen symaskine og ikke have råd til at købe silke og andre dyre kvaliteter i metervarer. Gå ned i genbrugen, og se hvad du kan få ud af det, der er for hånden. Det kom som en kreativ undersøgelse og et kreativt benspænd. Det kom snigende ad den vej. Jeg tænkte det ikke dengang som en ressourcemæssig nødvendighed,” forklarer hun.

Faktisk var Stina Restings optagelse til Designskolen lavet af ternede viskestykker. Temaet var mad, og hun havde derfor syet en jakke af viskestykker. Hun tænkte ikke dengang over bæredygtigheden i det og termen upcycling. Det var slet ikke et ord, der fandtes dengang.

Mellem hendes bachelor og kandidat fik hun en praktikplads, og blev siden fastansat, som designassistent hos H&M i Stockholm.

”Det var meget lærerigt at komme fra et kunstakademi, hvor man er meget i proces og eksperimenterende og så komme op og lave benhård kommerciel mode. Jeg kunne dog mærke, at det ikke er det, jeg brænder for,” konstaterer hun.

Stina Resting brænder ikke for at lave fast fashion. Det må godt gå langsommere og tangere til det unikke og eksperimenterende. Hendes afgangsprojekt ”It’s a wrap” har fået stor international omtale og åbnede også døren for den internationale konkurrence H&M Design Award. Afgangsprojektet handlede især om æstetisk bæredygtighed og bestod af et mix af både eksperimenterende og mere tilgængelige styles.

Af nyere projekter tæller udstillingen på Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK) “CLIMATE. Change for a Sustainable Future”. Udstillingen præsenterer 29 klimaløsninger inden for arkitektur, design og konservering. Stinas bidrag til dette er designprojektet ”White Time”, som bl.a. bruger udtjent denim fra DFD.

Om Stina Resting

Bachelor i Film- og Medievidenskab i 2009 fra Københavns Universitet

Færdiguddannet designer fra Kunstakademiets Designskole (KADK) i 2017

Har sammen med sin kæreste været værtspar for Leif Hasles kunstnerrefugium Vindbyholtgård siden maj 2018

Har i sit arbejde som designer bl.a. brugt DFD tekstiler med projektet ”White time”, som hun pitchede på Parsson dette efterår.

Som underviser bruger Stina aflagte DFD tekstiler og giver sin viden om æstetisk bæredygtighed og upcycling som kreativt benspænd videre til sine elever.

Se nedenstående lookbook af Stinas elever fra Textilskolens fantastiske designs lavet af udtjente DFD tekstiler

Du kan finde mere om Stina her.

”Tekstiler er en kæmpe stor ressource. Nu ser jeg det både fra et kreativt perspektiv, men også fra et bæredygtigt perspektiv. Jeg ved, at de denimartikler, jeg får fra DFD, er kvalitetsstemplet, og det er så vigtigt, fordi det giver noget til finish. Man får meget mere foræret af noget, der har haft et liv forinden; når jeg fjerner en lomme og kan se den skygge, der er kommet med indfarvning, lys og slitage. Det kan man bruge helt aktivt som en lille note af det liv, det har været igennem.”

Det er også med ”White Time”, at Stina Resting for nylig var inviteret med af Designskolen til New York til en konference hos den prestigefyldte skole Parsons School of Design. Konferencen omhandlede FN’s Verdensmål nr. 12 (bæredygtig produktion og forbrug), og i relation til dette pitchede hun projektet med DFD’s udtjente denimartikler.

Boblende idéer

Når Stina ikke selv er i gang i sit værksted, er hun også ude som underviser. På Textilskolen i Holte har hun ad flere omgange undervist i forløbet ”Deconstruction & Up-cycling”.

”At se tyve mennesker kaste sig over en metode og finde ud af, hvad deres stil bliver i det, er utrolig interessant at følge. De er unge og sultne, og det at få lov til at made dem og kaste ens egne referencer efter dem, er fuldstændigt fantastisk. Uddannelser er jo en legefabrik, og når jeg underviser går inspirationen begge veje,” siger Stina med et bredt smil.

Elevernes arbejde på Textilskolen i Holte blev dokumenteret i form af en kort film og historie, som er instrueret af Stina selv og filmet af Preben Lorentzen.

For tiden underviser Stina Resting i et lignende forløb på Den Skandinaviske Designhøjskole, og også her får eleverne lov til at kaste sig over udtjente tekstiler fra DFD. Denne gang kommer tekstilerne fra industrivaskeriet i Hadsten tæt på højskolen.

Stina Resting får ros hver gang,  hun har været ude og undervise. Hun er i øjenhøjde, og hun går ind i det legende og kreative univers sammen med eleverne.

Som selvstændig designer er hun ved at etablere sit eget brand og ståsted. Det handler bl.a. om at finde balancen mellem det mere spraglede og eksperimenterende og de designs, der har en præcis form og præcise mål, og som kan produceres i større skala.

Hun tager en skulpturel top frem fra tøjstativet i værkstedet:

”Den her top, hvad er op og ned? Den er sjov, og den kan formes. Teknikken er taknemmelig og smuk. Men hvem skal sælge den? Hvad skal den? Hvornår skal man have den på? Alle de spørgsmål ens mormor ville spørge om til familiefødselsdagen” siger hun grinende 

Stina Resting vil og kan begge dele. Fra det eksperimenterende og undersøgende til designs på mere fast form.

At genanvende udtjente tekstiler sætter begrænsninger, men det er netop de begrænsninger, der er katalysator for nye muligheder af visuelle udtryk. Hun ser tit, når hun er ude og undervise, at det er skræmmende for mange elever at klippe i et par bukser. For dem er designet låst og allerede færdigdesignet. Selv har Stina Resting længe formået at kunne gribe saksen og springe ud i det ukendte, sprænge rammerne og den gængse opfattelse af de former, som et færdigt design og produkt umiddelbart er låst fast i.

Omkring fremtiden er udlandet især på tale. For en designer som Stina Resting, er verdenen ens lege-og arbejdsplads, og mulighederne er store. Men lige nu er vi her. Omkranset af ro og idyl syd for Faxe med plads til fordybelse og store idéer. Livet er langt, og Leif Hasle, som har lagt navn til gården og refugiet, blev først forfatter som pensionist. Hvilke visuelle universer, hun får lyst til at tage i brug i fremtiden, og hvor den næste nål planter sig på verdenskortet, er endnu uvist.