”Uden holdånden kan vi ingenting”
Det står helt klart for Dennis, at vejen til toppen i konkurrencen kræver et hold, hvor alle arbejder sammen og løfter hinanden.
”Uden samarbejde kan vi ingenting. Det er kernen. Nogle af os ville måske godt kunne lide at komme ud i individuelle konkurrencer, men der er noget ved at være et hold og bygge noget op sammen som hold. Jeg går heller ikke ind og dikterer som kaptajn. Vi er meget fælles om det hele,” uddyber Dennis.
Han tilføjer:
”Det er faktisk lidt spøjst, for dommeren til internationale konkurrencer vil egentlig gerne have, jeg skal agere køkkenchef for holdet, men det kommer ikke så naturligt for os her i Danmark. I gamle dage var køkkenchefen meget diktatorisk, men nu er der ikke længere det her hierarki i Danmark, og især her på landsholdet er rollerne meget mere flydende.”
Kokken Christian Præst Simonsen, som er det nyeste skud på stammen, er også enig i den mindre hierarkiske opbygning af landsholdet. Han blev udtaget i februar 2019, og OL 2020 bliver den første konkurrence, han er med til.
”Jeg var nervøs lige i starten, men vi har et godt samarbejde, hvor der ikke er nogen, der er hævet over andre. Det fungerer virkelig godt, og jeg følte mig velkommen med det samme,” fortæller Christian.
Bæredygtige missioner og respekt for råvarer
Christian arbejdede i en kantine hos Semler i Glostrup, da en konsulent fra cateringlandsholdet var ude og fortælle om muligheden for at blive en del af holdet. De søgte deltagere i januar sidste år, og han skyndte sig at sende en ansøgning af sted. Han kom videre til optagelsesprøve, hvor 9 var udtaget til optagelse, og 6 blev valgt ud. Prøven gik ud på at lave to retter, som medlemmer fra landsholdet smagte på og bedømte. Christian slap gennem nåleøjet, og han er blevet bidt af at være del af holdet.
”Det er vildt fedt og sjovt. Man lærer en masse nye mennesker at kende, som man kan sparre med og generelt et kæmpe netværk indenfor den branche, man brænder så meget for,” fortæller han med begejstring i stemmen.
På Christians tidligere arbejde fokuserede de på at køre bæredygtig kantine. På sit nye arbejde hos ATEA med 800 mennesker, der skal have frokost hver dag, er det pludselig sværere at køre økologi og bæredygtighed med et budget, der skal overholdes. Alligevel er han ved godt mod. Efter han er kommet ind på Cateringlandsholdet er han blevet endnu skarpere i sit fag, og han har lært teknikker, han kan implementere på sin egen arbejdsplads.
”Jeg kan tage meget med, som jeg har lært her på landsholdet til min arbejdsplads. Selvom det er 800 mennesker, så vil jeg gerne lave tingene fra bunden. Det er svært at lave alt fra bunden, da det kræver meget, men det er mit mål at nå dertil,” fortæller han.
Dennis er også enig i Cateringlandsholdets bæredygtige profil, som de prøver at højne.
”Vi tænker meget på bæredygtighed. Vi har et mål om at blive et af de førende landshold på bæredygtighed. Vi fokuserer på at bruge de rigtige råvarer. Vi bruger eks. ikke laks , som er belastende for samfundet og miljøet. Vi genanvender, så vi ikke har madspild,” fortæller han.