På Nørrebro holder Ungdommens Røde Kors til, og her møder vi Sara. Covid-19 har holdt hospitalscaféerne midlertidigt lukket, og det er begrænset hvor mange, som må komme og besøge de indlagte. Behovet for at kunne socialisere med andre unge og glemme, at man er indlagt, er derfor større end nogensinde. Sara havde ellers svoret sig selv, at ingen må gennemgå det, hun selv oplevede under sit sygdomsforløb.
Ung fremfor patient
Sara var selv, efter flere depressioner, indlagt i et år, da hun var 19-20 år gammel.
Semikolonet tatoveret på hendes arm vidner om hendes livs mørkeste perioder, men det minder hende også om, hvad hun har overvundet og overlevet. Et semikolon repræsenterer nemlig en sætning, som forfatteren kunne have afsluttet, men valgte at fortsætte og ses som et symbol for dem, som overlever depression, angst og selvmordsforsøg.
Tatoveringen minder hende også om hendes egen oplevelse som indlagt. Dengang var der ikke noget tilbud om en café, hvor man kunne møde andre i en lignende situation som en selv. Hun følte sig alene og afskærmet fra en normal hverdag uden pause fra det at være ”patient”.
”Når man er indlagt og ung, så forsvinder ens identitet på en eller anden måde. Man er patient og ikke ung. Ens ungdomsliv forsvinder fuldstændig. Her tænker jeg ikke på at gå i byen og til fester, jeg tænker mere på alle de daglige hverdagsting; drikke en kop kaffe med en veninde eller gå ned og handle ind til aftensmad selv,” forklarer Sara.
I caféen vil de frivillige netop bringe denne trygge hverdagsfølelse ind på hospitalerne, så de indlagte unge kan få et afbræk.
”Jeg kæmper nu for, at der ikke er andre unge, som oplever det, jeg selv oplevede. I caféen, som vi driver, der handler det om alt andet end sygdom. En ny Justin Bieber-sang, et spil kort eller en tegnebog. Man kommer bare som man er,” uddyber hun.