Et madmarked, der inspirerer
De råvarer, som kokkene bruger i konkurrencen, sørger brødreparret for er tilstede på madmarkedet, der rummer 30 forskellige stande.
Madmarkedet er til inspiration for publikum, der kan se og smage produkterne og få en sludder med de lokale producenter. Men madmarkedet er også en måde, hvorpå store producenter og små lokale virksomheder kan mødes og skabe samarbejder på kryds og tværs.
”Det er sjovt at stå og snakke med en produktudvikler fra Arla Unika og så en, der har et lille gedemejeri i Østerlars. Arla skal have alting igennem en masse test. Der er rigtig meget kreativitet og spontanitet, som dør i de store virksomheder. Her på madmarkedet kan man få rigtig meget inspiration fra de små producenter til, hvordan man kan gøre,” forklarer Mikkel.
Et konkret eksempel er Høstet, som laver havtornssaft på Bornholm, og som er kommet i snak med Centralrøgeriet på madmarkedet. Sammen har de fundet ud af, at restproduktet fra deres havtornssaft kan bruges af centralrøgeriet, når de ryger deres fisk.
”Vi får bare sat rammerne for, at de mødes og får de her kreative snakke i gang. I dag er det mere end bare en kokkekonkurrence; nu har vi 6 årlige møder, hvor vi mødes og snakker med sponsorer og samarbejdspartnere, og her prøver vi så at få skabt nogle af de her samarbejder på tværs. Vi ser kjoler, der bliver lavet af genbrugte DFD-viskestykker og små virksomheder, der går sammen for at lave noget helt nyt. Det er de kreative samarbejder, som vi skaber rammerne om. Det er rigtigt sjovt at se centralrøgeriet, som er et lille røgeri og Høstet, som er en lille havtornplantage, lige pludselig kan lave noget sammen. De får skabt et produkt, der kommer dem begge til gode. Vi har ikke gjort andet end at sætte dem sammen,” forklarer Mikkel.
Generelt er Bornholm blevet et centrum for fødevareiværksættere, og det sker også, at folk flytter til Bornholm for netop at være med i det miljø. De små producenter er gode til at samarbejde og hjælpe hinanden, og det er noget, ‘Sol over Gudhjem’ er med til at styrke.
”Vi hjælper hinanden, og vi tror på, at ‘Sol over Gudhjem’ giver kæmpe branding og en fortælling om Bornholm. Vi synes generelt, at Danmark har nogle vanvittigt fede lokale produkter, som der er rigtig gode historier i. Historier, som der slet ikke er blevet fortalt nok,” forklarer Mikkel.