forberedelser

Det er søndag eftermiddag i Cookery, en stor bygning tæt ved den fynske motorvej. Her er senior Kokkelandsholdet til en ud af mange træningsweekender, hvor de forbereder sig til Culinary Olympics 2020, der finder sted om under en måned i Stuttgart. Bassen pumper i køkkenet, men i stedet for at byde op til fest fungerer musikken nærmest som en metronom til kokkenes præcise og hurtige bevægelser. Forberedelserne udføres i dyb koncentration; alle elementer skal spille sammen i en ren harmoni, når kokkegrejet pakkes sammen og turen går syd på, hvor målet er guldmedaljer til Danmark.