Midt i en idyllisk oase tæt ved vand og skov i Holte ligger Textilskolen. Her er upcycling ikke bare en trend, det er en selvfølgelighed. Kasserede DFD-lagener får nyt liv i hænderne på skolens elever, der eksperimenterer med nye materialer, former og teksturer. Skolen giver eleverne mulighed for at dyrke netop det aspekt af design, som de hver især brænder for.
Bøgen er endnu ikke er sprunget ud, og morgenlyset rammer de nøgne træer om det gule bindingsværkshus ud til Vejlesø. Her ligger Textilskolen. En designskole, hvor tekstiler og dets muligheder er i centrum. Skolen er både et refugium for elever, der har brug for en refleksiv tænkepause, men også kimen til videre uddannelse, arbejde og fordybelse i design.
Textilskolen i Holte. (Foto: Ditte Weber)
(Foto: Ditte Weber)
Skolen startede oprindeligt som en håndarbejdeskole, som var rettet mod hjemmet. Nu er det en skole rettet mod arbejdsmarkedet indenfor design. Eleverne går her typisk et år, enten på Akademilinjen, som er i stil med en højskole, eller i 10. klasse, hvor fokus er på design.
Deres første projekt i starten af skoleåret er et modeshow, hvor de arbejder med showpieces. Mange har derfor endnu ikke mestret en symaskine, men det lærer eleverne at være modige og springe ud på dybt vand. De små syninger kan man alligevel ikke se på lang afstand, når modellerne målrettet går forbi tilskuerne i takt til musikken.
Om Textilskolen i Holte
Skolen har fokus på designproces og innovation.
Eleverne går på skolen i enten 5, 6 eller 11 måneder.
Blandt de tekstiler, som skolen arbejder med, tæller aflagte tekstiler fra DFD, som eleverne bruger til upcycling, som en vigtig grundsten i deres uddannelse.
Besøg Textilskolens hjemmeside og se mere her.
Forstander på Textilskolen Andrea Lehmann uddyber:
”Nogle gange er det en fordel, at man ikke ved alt for meget. Hvis man ikke ved, hvordan det plejer at se ud, så kan det være, man opfinder det helt nye skjorteærme.”
Skolen hedder Textilskolen, fordi skolens fokus er forankret i tekstiler. Det er dog ikke ensbetydende med, at skolen udelukkende arbejder med beklædningsdesign. Undervisningen er workshopbaseret, og tekstiler kan også berøre arkitektur, møbler og produktdesign.
”Hele den nære skala, alt hvad der er sanseligt, er i vækst. Det er tekstildesignerens kompetencefelt. Farvesætningen i et byggeri, mønstre på træpaneler og tekstur i en betonflade på et hus, så på den måde behøver det ikke konkret betyde garn og stof. Det er en mission, vi har, at de unge får et blik for bredden i det her felt,” forklarer hun.
Skoleåret er bygget op om en række designfaglige laboratorier. Det handler om at sætte sig ind i metode og proces; forstå teorien imens man praktiserer den.
”Der er en sammenhæng mellem den måde vi reflekterer og er i verden på, og så det at gøre noget med sine hænder. Det er noget, jeg tror, der er et stort behov for i vores tid. At have materialer i hænderne og at være forankret i det sanselige – det vi kan røre ved. Det giver en ro og et nærvær som vi måske nogle gange mangler. Der er en fordybelse og en ro i at sidde i lang tid og binde tråde op på en væv. Vi kan blive så distancerede når alting foregår på en skærm, uden for tid og rum og dem vi kommunikerer med måske er på den anden side af jorden. Når man arbejder med materialer i hænderne er man tilstede her og nu – og det tror jeg vi har behov for”, fortæller Andrea eftertænksomt.
(Foto: Ditte Weber)
(Foto: Ditte Weber)
På skolen lærer de at tænke i bæredygtige løsninger. Et af laboratorierne tidligere på året hed ”trial and error”. Eleverne skulle træde ind i rollen som opfindere, hvor det var en vigtig del af processen at lave noget, der gik galt for at nå frem til en radikal idé.
Der var en elev, der endte med at lave læder af frugtpulpen, der er tilbage i produktion af rabarbersaft. Andre arbejdede med modulært design, der nemt kan transporteres til andre steder frem for at blive revet ned.
Et af valgfagene i år er ”zero waste”, som Andrea passioneret fortæller om:
”Når man arbejder med Zero waste konstruerer man mønstre uden spild. Dvs man tager udgangspunkt i stoffets bredde og bruger alt materialet. Normalt når man klipper en t-shirt eller et par bukser vil der være nogle rester omkring delene som går til spilde. Med Zero waste som dogme må man ikke smide noget ud – så det man klipper af et sted skal syes på et andet sted. Det er et benspænd i designprocessen som giver et andet formsprog”
I mange andre tilskæringstraditioner end den vestlige har man haft et langt større fokus på stoffets værdi og arbejdet med udgangspunkt i det.
“F.eks. i Østen hvor silken stammer fra – der har man en anden kulturelt funderet respekt for materialets værdi, som også har haft betydning for hvordan tilskæring af tøj har set ud. Tag f.eks. kimonoen som er lavet af et stykke stof -uden spild”
I det aktuelle laboratorium, “Redskab, teknologi og tradition”, kan man vælge mellem vævning, origami, maskinstrik og et skjortekursus. Skjortekurset er en pendant til et tidligere kursus med fokus på upcycling og dekonstruktion, hvor designeren Stina Resting, stod for undervisningen. Materialerne til undervisningsforløbet var kasseret inustritøj fra DFD, som eleverne skulle upcycle og dekonstruere på nye, brugbare måder.
Se resultatet af dekonstruktion kurset i nedenstående video
Kan aflagte hospitalslagener få et nyt liv? Det kan de i hvert fald, hvis man spørger eleverne på Textilskolen, der på deres skjortekursus forvandler aflagte hospitalslagener til unikke skjorter.
Sylokalet er fyldt med stakke af aflagte lagener, der venter på at blive genoplivet til nye skjorter. Inspirationen til skjorterne kommer fra folklore, der dækker alt fra japanske kimonoer til østeuropæiske folkedragter. Kurset er et blandet hold med både elever, der går i 10. klasse og elever fra Akademilinjen.
Felix Hammerich Clausen. (Foto: Ditte Weber)
Agnes Westlund kommer fra Sverige. Efter at have gået på Textilskolen siden august er hun nu afklaret med at ville søge ind på en designskole med fokus på beklædningsdesign i Stockholm.
Agnes Westlund. (Foto: Ditte Weber)
Ved siden af Agnes sidder veninden fra skolen Marie Louise Guldager. Hun er i fuld gang med sin næste kreation på symaskinen. En færdig skjorte hænger allerede på tøjginen ved siden af. Marie har fundet sin inspiration i flagrende skjorter med puffede ærmer, som bl.a. ses på de portugisiske nationaldragter.
Marie Louise Guldager. (Foto: Ditte Weber)
Thora Sofie Kyrpø har også tilmeldt sig skjortekurset. Hun er i fuld gang med en krave til sin skjorte, der er inspireret af Japan.
Thora Sofie Kyrpø. (Foto: Ditte Weber)
Thora har knyttet tætte bånd med sin 10. klasse, hvor designfagene også er implementeret i traditionelle fag som matematik og dansk. I dansk skulle eleverne eksempelvis designe et bogcover som del af en litterær analyse, mens de i matematik skærer geometrier med laser.
”Men vi er meget sammen på tværs af klasser ligesom nu med skjortekurset, og det giver et helt særligt fællesskab. Man kan ofte se hvilket projekt, vi er i gang med, ud fra hvad folk går i, fordi man er så investeret i det. Vi havde et sportsprojekt, og så gik vi alle i sportstøj den uge og fik lyst til at bruge det mere i vores stil,” fortæller hun smilende.
Og det er rigtigt. Overalt i det lyse lokale er det som om, eleverne synkroniserer med deres projekter. Thora, der er dykket ned i japansk kultur, har en kimono på, mens Agnes bærer en skjorte med nitter, helt i tråd med sit skjortedesign, der har rockede detaljer. Maries skjorte på ginen afspejler også hendes eget valg af tøj.
Eleverne bliver til deres projekter, når de i hvert kursus dykker ned i nye stilarter og tilgange til design.
Snart springer bøgen ud, og efter sommerdage med fordybelse, lune solstråler, badning i søen og den sidste store produktion, i form af et brag af et fashionshow, vil eleverne blive spredt ud til alle verdenshjørner. Mange har fundet frem til deres store passion og drømmeskole, og de søger nu håbefuldt ind på designskoler, kunstakademier og arkitekturskoler indenfor det felt, som de brænder allermest for. En brændende passion, som Textilskolen har hjulpet dem med at finde og nære.
(Foto: Ditte Weber)
(Foto: Ditte Weber)
